Joachim Trier: – Jeg har været i orkanens øje
Lige før Cannes-festivalen i maj fik Ekko et eksklusivt interview med Joachim Trier, hvor vi tog dette billede i Oslo. Syv måneder senere ser han afklaret tilbage på det hektiske arbejde med Louder Than Bombs, hans første spillefilm uden for Norge.
Først nu er Joachim Trier i stand til at glæde sig over Louder Than Bombs. ”Jeg blev banket godt igennem,” siger han og afslører, at han gerne vil udforske det filmiske suspense-greb i næste film.
En lille babyhånd griber fat om en voksen finger og understreger det ubrydelige bånd mellem forældre og barn. Og i den lille omfavnelse gemmer der sig myriader af følelser og komplikationer, som aldrig forsvinder. De vokser kun. "Vi er jo, eller jeg er i hvert fald, opvokset i en kultur, hvor det at opnå autonomi og selvstændighed er et mål i sig selv. Vi skal ligesom frigøre os fra vores forældre, vel vidende at det klarer vi aldrig helt. De er der jo. Og sådan er det.”
– De er i hvert fald svære at slippe af med, ens forældre!
”Ja, på en måde, ikke? Men vi har jo også brug for de relationer. Vi ønsker ikke at stå som afgrænsede individer. Vi ønsker sammenhæng, at betyde noget for andre. Jeg kan jo ikke påstå, at jeg er nogen ekspert, men gennem filmformen prøver jeg at undre mig over nogle af de her ting.”
Sådan siger den halvt norske, halvt danske instruktør Joachim Trier, som ikke er meget for at genredefinere Louder Than Bombs, der havde dansk premiere i torsdags og har fået fire stjerner af FOKUS' anmelder.
”Når jeg siger drama, så mener jeg karakterfortællinger. Det er bedre. Eller menneskeportrætter, det er måske et endnu bedre ord at bruge.”
Hemmeligheder og løgne
Vi kan dog godt blive enige om, at han sammen med sin såkaldte Joachim Trier-group, der blandt andre tæller hans faste manuskriptmakker siden filmskoleårene, Eskil Vogt, har lavet et familiedrama.
For det er et drama om en familie i sorg. Moren (Isabelle Huppert), den verdensberømte fotograf, der gennem sin linse forsøgte at fange en flig af krigens grusomme sandhed, er omkommet i en bilulykke.
Det er tre år siden, og sorgen ligger stadig som en tung, kvælende dyne over de tre efterladte mænd: den aldrende far (Gabriel Byrne), den ældste søn (Jesse Eisenberg), der netop har stiftet familie, og den unge teenagesøn (Devin Druid).
Faren har aldrig fortalt sin yngste søn, at moren faktisk begik selvmord. Og filmen handler i høj grad også om de løgne, vi fortæller hinanden – i den bedste mening, i et forsøg på at skåne hinanden. Og det gør ondt, måske mest på løgneren selv.
”Det er ikke altid de onde intentioner, der skaber de onde situationer. Men folk gør det så godt de kan,” som Trier siger.
”Jeg fik at vide i Cannes, at filmen lige så godt kunnet have heddet Hemmeligheder og løgne som Mike Leighs film. Det kan du måske bruge som overskrift,” siger han med et smil.